Regeringen vil tvangsmedicinere svært psykisk syge, der ikke er indlagt. Skidt idé, mener brugere af Værestedet Flinten.
Lægerne skal ikke kunne diktere, at en sindslidende borger skal tage medicin, efter at han er blevet udskrevet fra et psykiatrisk hospital.
Det har borgeren ret til selv at bestemme, når han ikke er så syg, at han er indlagt. Sådan lyder det fra brugerne af et værested for psykisk syge på Frederiksberg i København.
»Vi er herrer i eget hus. Lægerne kan råde os til, hvad vi skal gøre, men de skal ikke bestemme over os. De skal respektere vores frihed, selv om vi er sindslidende«, siger 56-årige Flemming Andersen, der er maniodepressiv og førtidspensionist.
»Det holder mig i gang«
Værestedet Flinten ligger i en ældre ejendom på H.C. Ørstedsvej. I kælderen er indrettet en spisestue, hvor brugerne kan købe sig et måltid mad. Ovenpå er der aktivitets- og hyggerum med billardbord, bordtennis og et mindre bibliotek.
Brugerne kan spille musik, bruge computer og male. Fra de bløde sofaer i rygestuen er der udsigt over den travle gade, hvor biler, busser og cykler suser forbi.
»Jeg kommer her for at have noget at stå op til. Det holder mig i gang«, siger Flemming Andersen.
»Umyndiggørende forslag«
Regeringen har planer om at give lægerne mulighed for at tvangsmedicinere psykisk syge borgere, selv om de hverken er psykotiske eller indlagt.
Hvis en tidligere indlagt patient holder op med at tage medicin, skal politiet hente vedkommende og bringe ham til medicinering på en psykiatrisk afdeling, hvorefter han vil blive sat fri igen. Det skal hjælpe ’svingdørspatienter’, der igen og igen holder op med at tage deres medicin, bliver meget dårlige og må tvangsindlægges. Tanken er, at hvis man kan gribe ind med tvang lidt hurtigere, kan man måske undgå, at patienten går i hundene.
Dorte Nordal Madsen er 44 år, billedkunster, førtidspensionist og lider af skizofreni. Hun skænker kaffe og forklarer, hvad der sker, hvis hun holder op med at tage sin hjernemedicin.
»Så skal ting være præcis, som jeg vil have dem. Hvis du for eksempel flyttede den her kop kaffe hen over bordet, så ville jeg sætte den tilbage med det samme, fordi jeg ville være sikker på, at hvis jeg ikke gjorde det, ville noget gå galt. Derfor ville jeg ikke kunne lade være med at flytte kaffen«.
»Uden medicin lever jeg i en fantasiverden og aner ikke, hvad jeg selv laver«, forklarer Dorte Nordal Madsen.
Truede med selvmord
Men hun mener, at lægerne skal blande sig uden om, hvad sindslidende foretager sig, når de ikke er indlagt – så længe de ikke gør andre eller sig selv fortræd.
»Når du er ude i det pulveriserende liv, så skal lægen ikke bestemme, hvad jeg skal. Det er et umyndiggørende forslag. Det er noget andet, når man er indlagt. Så følger lægen dig hele tiden og ved, hvad du har brug for«, siger Dorte Nordal Madsen, der selv har prøvet at blive tvangsindlagt.
Hun havde ringet til en telefonrådgivning og truet med at begå selvmord. Kort efter mødte to betjente i uniform op ved hendes bopæl og lagde hende i håndjern og kørte hende til Rigshospitalet.
»Naoerne hørte det hele. Det var så pinligt«, siger hun.
Ønske: Ansæt flere hjemmesygeplejersker
Så hvis regeringens forslag bliver gennemført, skal betjentene være klædt i civil og køre i en civil bil, mener brugerne. Det har regeringen også tænkt sig, men det får ikke armene helt op hos 47-årige Boye Haure, uddannet cand.polit. og tidligere børsmægler og underviser. Han er maniodepressiv og førtidspensionist.
»Det er da paradoksalt, at en liberalt ledet regering vil indskrænke den personlige frihed. Det bryder jeg mig ikke om. Man skal være voldelig eller på anden måde til fare for sig selv eller naboer, før det kan komme på tale at blive udsat for tvang«, siger Boye Haure.
De er alle tre enige om, at hvis en sindslidende borger holder op med at tage medicin, er det, fordi, vedkommende ikke har tilstrækkelig gavn af den. Så skal man hellere tilbyde en anden og bedre behandling, mener de. Flemming Andersen har et konkret forslag:
»Ansæt nogle flere hjemmesygeplejersker til at passe på os«
LÆS ARTIKEL: Klik her

| < Forrige | Næste > |
|---|





